april
I starten af februar blev det afgjort, at jeg skal have en ny arbejdsgiver i oktober, og de arbejdssteder, der var blevet nævnt var Ishøj eller Høje Taastrup.
I begge tilfælde ville det medføre en fordobling af afstanden, og da jeg ikke fandt, at det ville være rart at skulle cykle dobbelt så langt, foretog nogle undersøgelser af elektriske cykler, hvor man ikke skal vælge hvad som helst - fandt jeg ud af.
Bilka sælger nogle elektriske cykler til meget svingende priser, og uden at specificere batteriet.
De skriver 10-30 km/opladning og det var ikke noget, der var interessant.
Deres tilbudspriser ligger jævnligt på 7-8000 kr., men ved at købe f.eks. en Raleigh til ca. 11000 kr. får man den dobbelte batterikapacitet (som jeg ser det)
Udover fordelen med eldrift (altid medvind), blev jeg også opmærksom på, at cyklen kan medbringes i s-tog og at man stadig får noget motion - derfor var det ikke med i mine overvejelser at anskaffe en knallert, scooter eller lignende køretøj.
Sidst i april blev der afholdt et informationsmøde på Nørrebro i København, hvor min fremtidige arbejdsgiver kom med nogle gode oplysninger - bl.a. at arbejdspladsen kommer til at ligge i Glostrup, og det vil medføre, at min cykeltur vil blive ca. 5 km. hver vej, så jeg droppede tanken om at anskaffe en elektrisk cykel.
Mulighederne for at komme til arbejdspladsen med bus er meget dårlig fra, hvor jeg bor, så det er godt, at der ikke er længere, end jeg kan gå, hvis det endeligt skal være.
For at komme til informationsmødet på en fridag med godt vejr, valgte jeg at gå en meget lang tur, hvor jeg konstaterede, at mit kamera ikke længere fungerede hver gang, jeg ville bruge det.
Da jeg var kommet hjemmefra i meget god tid, havde jeg ca. en time, jeg lige skulle have brugt, så det blev til en tur med bus til København og så tilbage til Nørrebro med linje 5A, som Movia havde omtalt meget rosende i forbindelse med indsættelse af helt nye miljøvenlige busser.
Hvad de "glemte" af fortælle var, at disse busser må medtage ca. 20 færre passagerer, end de tidligere busser måtte !
Den bus jeg var med, var helt overfyldt, og jeg er helt sikker på, at der var en del for mange passagerer med, så det var reelt en ulovlig tur.